Tæpper

 

Valg af det rigtige tæppe til boligen


Se vort store udvalg under Væg-til-væg menuen til venstre.

 

 

 

Det skaber sundhed og trivsel i hjemmet med det rigtige tæppe.
Inden for tæpper vil der altid være mange farver og mønstre, som man synes om. Men når det drejer sig om sundhed og trivsel kommer det ved køb af et tæppe også an på, hvilke materialer tæppet er fremstillet af og hvorledes kvaliteten er.

 

Adskillige valgmuligheder
Der er adskillige valgmuligheder, når der skal vælges tæpper til et af husets mange rum. Især 3 punkter er vigtige i forbindelse med tæppets egenskaber: Luven, materialerne og bagsiden.

 

Luven
D.v.s. det garn der udgør tæppets overflade. Luven kan fåes som både lang/kort eller som opskåret/ikke opskåret. De fleste tæpper er tuftet i dag; d.v.s. at de ved hjælp af en "symaskine" med mange sidestillede nåle er syet ned i et bærelag. Garnløkker, der er er bukket sammen, dannes, hvilket giver en stærk og smudsafvisende overflade. Af eksempler kan nævnes bouclé og berber, som har hhv. korte og lange løkker. Ved overskæring af disse garnløkker, fremkommer der nogle garnender, der vender opad. Det gør, at tæppet bliver blødere at gå på, men dermed også mindre slidstærkt. Af eksempler kan nævnes rya- og velourtæpper med opskåret luv, der er hhv. lang og kort. Tæppets egenskaber afhænger også af, hvor tæt tæppet er. Hvis luven er meget tæt, er tæppet mere slidstærkt samt mere rengøringsvenligt.

 

Uld eller kunstfibre?
Luven i tæppet kan bestå af enten uld eller kunstfibre, og begge dele er lige "naturlige" i tæpper. Valget afhænger af tæppets brug. Syntetiske fibre er meget slidstærke og optager ikke så let fugtighed. Uldfibre, derimod, er bløde og har en stor genrejsningsevne p.g.a. en god indbygget elasticitet.

 

Bagsiden
Man kan spørge sig selv om, hvorfor man skal tænke på noget, der ikke umiddelbart er synligt. Men tæppets bagside betyder lige så meget for komforten og slidstyrken som den synlige overflade. Der er skumbagside på de fleste tæpper, og hvis den er tyk og blød, bliver tæppet ligeledes blødt at gå på. Slidstyrken afhænger også af bagsidens materiale, tykkelse og fasthed.

 

Tæppets fordele

  • Stor gangkomfort
  • Virker støjdæmpende
  • Skaber bedre akustik
  • Sparer varme
  • Stort udvalg af farver og mønstre, der muliggør en stilfuld indretning

Stuen
Der stilles større krav til et stuetæppe af en familie, hvor rummet benyttes hyppigt i dagligdagen, fremfor en familie hvor stuen kun benyttes når der er gæster. Det er derfor vigtigt, at ens egentlige behov for et stuetæppe er klart i en købssituation. Der anbefales derfor heller ikke et bestemt tæppe til stuen. Det er flot med et blødt og langluvet tæppe, men hvis børnene spiller bold og leger i stuen, er en anden type tæppe måske mere velegnet.

 

Værelser
I soveværelset er det dejligt med et blødt langluvet tæppe, mens et lignende tæppe måske ikke er et alt for heldigt valg i børneværelset. Her hører det sig måske bedre til med et mere robust tæppe. Derfor: Det er vigtigt at gøre sig klart, til hvilket formål tæppet skal bruges. Selvom tæpperne er af forskellig type, er det muligt at finde farver og mønstre der matcher.

 

Andre rum
Det er vigtigt, at tæpper i gange/entréer er meget slidstærke, da der her er en stor daglig passage. Derfor anbefales det her at benytte et tæppe, der er kortluvet og uopskåret

 

Giv tæppet en sund start i hjemmet

Et sundt og komfortabelt liv med tæpper starter allerede, inden forhandleren leverer tæppet eller lægger det på.

Det er vigtigt, at gulvet og de faste installationer i det pågældende rum, hvor tæppet skal ligge, er rengjorte. Gulvet skal være tørt og plant, ligesom møbler m.v. selvfølgelig skal fjernes.

Det er afgørende for indeklimaet senere, at der foretages rengøring inden pålægning af tæppet.

I forbindelse med nybyggeri eller ombygning er løbende rengøring en god idé, ligesom der, hvis muligt, gerne må gå et par dage mellem maling af vægge/lofter og pålægning af tæpper.

På denne måde kan man sørge for, at de stoffer, der afgives fra de nymalede flader, forsvinder inden pålægning af tæppet. Ligesom det er en god idé under malingen at afdække allerede pålagte tæpper og andre tekstiler, så stofferne fra malingen ikke hænger i tæppet/møblerne.

Anvisningerne fra tæppeleverandøren skal følges nøje, hvis man selv vil montere tæppet.

 

Vigtigt:
Tæppet skal støvsuges grundigt straks efter pålægning. Derved fjernes snavs, der er opstået ved pålægning, såvelsom envetuelle overskydende fibre